Folke Bryggen

Krags Brygge forvandles til “Folke Bryggen”
Krags Brygge forvandles i skvulpdagene til “Folke Bryggen”. Den halve kilometer lange havnepromenade vil blive udsmykket, og i tre store tipitelte vil artister, foredragsholdere og ildsjæle sætte fokus på årets tre temaer “Appetit”, “Empati” og “Globus”. Galeasen Hjalm vil sammen med gæstende tremastede skonnerter udgøre den maritime kulisse på “Folke Bryggen”.

SKVULP er en festival med fest, farver, dans og musik men SKVULP har også en seriøs kant, der tegnes op på “Folke Bryggen”. I kærlighed til fællesskabet vil der blandt meget andet blive sat fokus på seriøse og til tider brændende og svære emner. Der vil blive stillet spørgsmålstegn ved, hvordan vi dyrker og udvikler fællesskaber på trods af polariserede holdninger og forskellige livssyn samt hvordan vi skaber plads til alle.

Indholdet på de tre scener og Skonnerten Hjalm ser således ud:

APPETIT – Nysgerrig på madkultur
Holbæk Kommune og Vestsjælland har en spændende ufortalt fødevarefortælling. Den fortælling vil vi sammen med den helt fantastiske Jesper Zeihlund starte i teltet Appetit på Skvulp. Den lokale fødevarefortælling er et grundelement for fremtidens udvikling, inspireret af fortidens lokale fødevarer. Lefro Greens og flere lokale producenter vil gennem nye perspektiver på sjove og skæve måder arbejde med blandt andet madspild, miljø og i det hele taget Holbæks vidunderlige spisekammer.

EMPATI – Nysgerrig på mennesker
Mattias Hundebøll, Ella Augusta, Rapolitics, Head Space og flere spændende indslag bidrager hver især med en måde at tale om de svære emner sammen på. At føle sig forbundet med andre giver en følelse af fællesskab, og det er noget, vi alle har behov for at føle. Men hvordan finder vi det fællesskab på trods af forskelligheder? Café K sætter den bedste ramme i teltet for de gode samtaler, oplevelser og samler os i et trygt og hyggeligt univers.

GLOBUS – Nysgerrig på bæredygtighed
Her vil indslagene have fokus på, hvordan man tilpasser og ændrer vaner, handlemønstre og tager beslutninger, der kan bevare og beskytte vores miljø og ressourcer. Hjælper information eller sker omstilling først inde i os selv? Sammen finder vi en mere bæredygtig vej via genbrug for at reducere affald, oplyses om bæredygtige produkter fremstillet med omtanke for miljøet og sociale forhold.

HJALM – Stå til Søs med en politiker
De mange gæster kan også stå til søs med en politiker på Galeasen Hjalm, hvor der skabes møder med “Mennesket bag politikeren” i inspirerende maritime omgivelser, naturligvis med afsæt i kærlighed til fællesskabet og hvad der måske er vigtigt for den enkelte, når vi taler om og deltager i forskellige frodige fællesskaber både i hverdagen og når vi fester.

VI glæder os til at se jer på Folke Bryggen <3

Bliv frivillig

Vi fejrer hvert øjeblik og kærligheden til fællesskabet, men vi kan ikke gøre det uden dig! Drømmer du om at blive en del af noget stort, hvor din indsats kan skabe uforglemmelige oplevelser for alle? Så er tiden inde til at blive en del af SKVULP teamet!